Pelikaner og skudopgør

Jeg har gang i et mindre projekt om nogle ældre palæstinensere. Derfor var jeg  i dag i en af Libanons største flygtningelejre, Ain al-Hilweh, for at fotografere og snakke med en 84-årig palæstinensisk kvinde. Her er et billede af en pelikan:

Hvad har en palæstinensisk oldemor og en pelikan med hinanden at gøre?

Ikke særlig meget, men billedet er det eneste jeg fik taget i løbet af dagen, og bliver derfor eneste illustration til mit dramatiske besøg i Ain al-Hilweh:

Ain al-Hilweh er en flygtningelejr nær den søvnige kystby Saida i det sydlige Libanon. Ain el-Hilweh betyder egentlig “Det Smukke Øje”, men hverken øjne eller nysgerrige blikke kan slippe ukontrolleret ind eller ud af lejren, der omkranses af en pigtrådstynget mur og libanesisk militærbevogtning. Indgangen vi ankom til er tungt bevogtet af LAF (Lebanese Armed Forces), der tjekkede vores pas og papirer (jeg var sammen med Maj, der også havde hjulpet mig med at skaffe papirerne). Ud over soldater med AK-47 og M-16 maskinvåben, var der også parkeret fire rustne kampvogne på larvefødder bag de små cement-huse, de unge soldater stod vagt ved. Efter vagterne havde haft vores pas til eftersyn to gange og foretaget et par opkald fik vi lov at komme ind. Med kameraet i skjul under førersædet, naturligvis.*

Der bor omtrent 100.000 mennesker på de to kvadratkilometer lejren strækker sig over, og den er fuldt udstyret med hospital, frugtmarkeder, automekanikere og uenige politiske fraktioner. Dem kommer vi tilbage til. Der er liv på gaderne med biler, handlende kvinder og mænd der ryger vandpibe i de støvgrå omgivelser. Det palæstinensiske flags grønne og røde farver hænger over gaderne som julelys på en dansk gågade i december.

Jeg steg ud af bilen med vores palæstinensiske kontakt, R, der førte mig op ad en smal vej til en fjern slægtnings – hende jeg skulle interview – hus. Der snakkede vi lidt om hist og pist, jeg blev noget nær tvangsfodret med mandariner og indledte et temmelig forvirrende interview med kvinden – forvirrende for alle parter da hun viste sig at være halvsenil.

Efter knap tre kvarter i den gamle kvindes selskab tog situationen en uventet drejning, da to skudsalver brød den arabiske stilhed på gaden uden for kvindens hjem. Tre personer var blevet dræbt i et skudopgør, formentlig mellem politiske fraktioner eller bander i lejren. Min palæstinensiske kontakt, der var noteret som ansvarlig for mit og Majs ve og vel i lejren, fik under anden salve et opkald fra myndighederne, om at vi skulle forlade området med det samme. Vi luntede ud af huset og krydsede en gade, hvorpå jeg til venstre kunne se tre-fire voldsomt bevæbnede mænd klinet op ad muren, den ene elefanthue-maskeret. I den anden retning lå en øde gade med få tørklædeklædte kvinder der ilede væk. Vi krydsede vejen – jeg fulgte troligt min rutinerede kontakts fodspor – uden at blive beskudt, og derfra var det en udramatisk vej ud. Scenen var præget af folk der højlydt solgte kartofler i souq’en og andre handlende der fokuserede trak skodderne for deres butik og forlod gadebilledet i selskab med skolebørnene der var blevet sendt hjem. Maj, der havde lavet feltarbejde til sit speciale et andet sted, var også kommet trygt ud af lejren.

Jeg kan desværre ikke uploade lydfiler på bloggen her, så her kommer en hastigt nedskrevet transskription fra min diktafon i stedet (jeg uploader lydklippet på facebook):

Mig (i gang med interviwet): Did she see any…

(SKUDSALVE)

R (overbærende): Shooting. Shooooting!

Kvinde: Ma fi shii, ma fi shii ["det er ingenting", det er ingenting"]

Mig: In the air or? … øøøh

Kvinde: Ma fi shii, ma fi shii

Mig: (ængsteligt grin)

R: Ah, don’t worry

Mig: Is it just shooting up into the air? [please sig ja, please sig ja]

R: We just close the door and stay here.

Mig: Yeah [helt sikkert]

—-

(Snak mellem de to palæstinensere og lidt dytten på gaden i et minuts tid)

—-

(R’s telefon ringer)

(SKUDSALVE)

R: They are calling me because – just the security – because of you and Maj.

Mig: Oh, because of the shooting?

R: Because if there is anything we should go out [af lejren]

Mig: Yeah, yeah…

R: (Forlader hjemmet og går ud på gaden for at orientere sig og vender tilbage)

R: They killed someone.

Mig: NOW!?

(snak mellem kvinde og R)

R: You are very lucky! There is a fight here.

Mig (uforstående): Yeah?

(snak mellem kvinde og R)

R (også ængstelig): Lets go out. Now!

(Maj – som også er i lejren – ringer til min telefon)

R: We should leave.

Mig: Det’ Tor…Øøøøh ja.

R: We should leave now.

(R slukker min diktafon)

Interviewet blev altså ikke til noget. Efterfølgende, langs Saidas havnegade, gik jeg og Maj og fordøjede en manoush og turen til lejren. Vi så en pelikan og jeg fotograferede den, så jeg ikke kom hjem med et helt tomt memorykort. Mit interview og portræt var gået i vasken. Majs speciale-feltarbejde var dårligt nok gået i gang inden hun var blevet sendt ud. Men det fyldte ikke så meget – det var mere oplevelsen af at have været ørevidne til nogle af de dagligdagsvilkår som tusindvis af mennesker lever under i Ain el-Helwe. Dét, der for os var en ret dramatisk og ubehagelig oplevelse, er hverdag for de mennesker. Junglelov, politiske og sekteriske skudkampe, indespærring og isolation af den libanesiske stat. En palæstinensisk mand sagde til mig da vi stod i Saida og snakkede om dagens angreb: “Det er ingenting for os. To bliver dræbt. Ingenting. Syv bliver dræbt. Ingenting. Sådan er det altid her.” I går var det så tre der blev dræbt. Men det var jo ingenting.

* havde soldaterne opdaget kameraet, var det sandsynlige værstefaldstilfælde blot en afvisning ved indgangen og eventuelt annullering af visummet.